Nyheder

Snublesten på Frederiksberg

Den første Snublesten blev lagt på Frederiksberg med Borgmester Simon Aggesen som en af talerne.

Den første Snublesten til minde om Jacob Thalmay blev lagt på Frederiksberg med Borgmester Simon Aggesen som en af talerne.
Jacob Thalmay var af jødisk oprindelse og aktiv i den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig. Han døde i marts måned 1945 under dødsmarchen til koncentrationslejren i
Mauthausen.

ET MENNESKE
Det tyske ord, Stolperstein, oversat til snublesten på dansk, henviser til Demnigs intention om, at beskueren skal snuble over fortiden og blive påmindet om det menneske, som havde sin sidste frivillige bopæl på det sted, hvor stenen ligger.

– Stenene foran husene gør mindet om de mennesker, som engang boede her, levende. På stenene står skrevet: Her boede… En sten. Et navn. Et menneske, siger Gunter Demnig om sit projekt.
Nedlæggelsen af stenene startede oprindelig som et lokalt projekt til minde om nogle enkelte jødiske ofre for Holocaust, men har udviklet sig til et af Europas største kunstprojekter. Der findes nu flere end 74.000 snublesten i Europa.

De første sten blev lagt til minde om jødiske ofre, men med tiden har Demnig udvidet projektet til at omfatte alle ofre for nazismens forbrydelser, jøder som romaer, homoseksuelle og politisk forfulgte og ofre for det nazistiske eutanasi-program.

  • by Kim Varde
  • posted at 10:31
  • 21/06/2019

    Show Comments

    No Comments


    Add Comment

    Comments in this post are closed.